Hjælp – mit barn skal vælge uddannelse!

Hjælp – mit barn skal vælge uddannelse!

Hvordan støtter jeg bedst mit barn i at vælge?

Måske er det lige det her, I sidder og tænker på? Nu er det tid til at vælge uddannelse. Om det så er efter folkeskolen, gymnasiet eller noget 3. Få mine 4 enkle råd og læs lidt mere her.

Et gammelt ordsprog siger – Skomager bliv ved din læst. Det betød man ikke sådan gik og skiftede fag eller levebrød. Det betød måske også, at man fulgte i sine forældres fodspor, og der var ikke så meget med at vælge.

På en måde var det nemt og trygt, og på andre måder har det sikkert været hårdt, hvis man gjorde oprør og valgte en hel anden vej.

I dag er der anderledes frit slag i forhold til at vælge uddannelse og levevej. Og dog så ser man en tendens til at forældres uddannelsesbaggrund spiller ind på børnenes valg. Det er nok ikke så overraskende, da meget af det vi gør, er noget vi er opvokset med eller har lært hjemmefra.

De 4 enkle råd til mor og far

  • Lyt til dit barn og vær nysgerrig
  • Stil spørgsmål og vis interesse
  • Støt dit barn i dets interesser og evner
  • Bak op om de valg og beslutninger som er taget

Som forældre er det godt, at huske på at uddannelsessystem og muligheder er noget helt andet, end da vi var unge. Så man kan ikke rådgive og vejlede sin unge datter eller søn ud fra, ”da far eller mor var ung”. Men I kan sørge for at hjælpe jeres børn og unge i kontakt med uddannelsessteder og studievejledninger. Og lad dem endelig selv undersøge, kontakte og researche.

I uddannelsessystemet støder vi mere og mere på forældre, der tager deres børn i hånden og går med dem – og det er med til umyndiggøre dem. De unge skal selv ringe, møde op og snakke med uddannelser og vejledninger. Lær dem at henvende sig og finde informationer selv.

Det I kan gøre som forældre, er at lytte til de unge. Stille spørgsmål. Vise oprigtig interesse. Bakke dem op hvis de har særlige interesser – uanset hvad interessen er. Og inspirer gerne. Det værste man kan gøre er mellem linjerne at lægge sin egne – måske uindfriede ambitioner ned over sine børn.

Jura eller automekaniker – hvad skal man vælge?

Jeg hørte for nogle uger siden en sand historie om 2 brødre. Her i meget forkortet version. Den ene blev automekaniker, og endte med at få sit eget autoværksted og havde det rigtig sjovt og godt med det. Hans bror læste jura og endte med et job i et ministerie, og sad til sidst og sygnede mere og mere hen.

En glad mekaniker

Så en anden pointe er, lad være med at falde for, at noget er ”finere” end andet. Det er vigtigt at understrege at en lang uddannelse og høje karakterer på ingen måde er garanti for det gode og glædesfyldte arbejdsliv. Det samme gælder for jobtitler og jobfunktioner. Derudover er jobs i dag måske væk om 10 år, og omvendt vil der komme nye jobs til.

Jeg har haft mange samtaler med studerende, som er kommet i vejledningen med studietvivl. Og nogen gange har deres problem været, at de er startet på noget for at tilfredsstille deres forældre, fordi deres søskende studerer, eller der er usagte forventninger til, hvad de skulle vælge.

Så jeg mener, vi støtter bedst ved at bakke op om vores børns evner, talenter og interesser, og støtter dem i det, som de nu engang vælger. Vi kan altid stå klar til at give dem inspiration og gode råd – bare det ikke bliver til, at vi forsøger at tage beslutningerne for dem. Det vigtigste er vel, at de er glade og trives i deres arbejdsliv og voksenliv uanset, hvad de valgte at uddanne sig til eller arbejde med.

Mange hilsener Dorthe Rozalia Horup

Unimind_Karrierekonsulent_Dorthe_Horup-1
Konsulent – arbejdsliv og udvikling
Luk menu