Godt nytår – fokusord eller forsætter?

Godt nytår – fokusord eller forsætter?

Så er vi allerede i gang med uge 3 i det nye år. Lad mig alligevel starte med at ønske alle læsere her på min blog et dejligt nytår med ro, balance, nærvær, taknemmelighed og bevidsthed om prioriteterne i livet. Jeg er nemlig overbevist om at nogle af disse ting i livet og helst dem alle, kan føre til mange flere øjeblikke, stunder og tid med tilfredshed, og måske endda lykkefølelsen vil banke på af og til.

På FB i en af de grupper, jeg er med i blev der stillet spørgsmål i retning af ”hvad skal dit fokus ord være i det nye år?” Nej ikke noget med at spørge til nytårsforsætter, det er nemlig gået af mode. Så noget nyt må til – og måske det er at beslutte sig for et fokusord, der er ledestjerne?

Jeg ved ikke om nytårsforsætter er håbløse. Men jeg hoppede med på legen i gruppen, og tænkte de andre havde valgt nogle gode fokusord. Eventyr, fokus, modig, langsom, drømme og meget mere. Og hvad så med ”mig” – alle de gode ord er taget? Men så alligevel poppede det hurtigt op.

Stå fast og stå ved- dit fokusord

Stå fast og stå ved. Min ledetråd skal være at stå ved det, jeg gør, det jeg beslutter, det som ligger inden for mit handlerum. Kort sagt blive på min egen banehalvdel og vande min egen græsplæne – mine egne solsikker.

Det betyder samtidig, ikke fare rundt og blive påvirket af, hvad alle andre gør og har gang i. Hold tungen lige i munden og gør det, som jeg har som mål. Det er så nemt at blive påvirket hele tiden af omgivelserne, både i virkeligheden og på de sociale medier. Jeg bliver aldeles rundtosset med min søgende, engagerede, og ”let at begejstre” tilgang til livet.

OG hvad har det med noget som helst at gøre her på bloggen, som jo handler om arbejdsliv, karriere og studieliv? Jo det har en reference også til arbejdslivet. Jeg husker, at jeg utallige gange har siddet i møder på arbejdet med dygtige engagerede kollegaer fra mit eget felt. Den ene mere fantasifuld og arbejdsom end den anden.

Ofte gik jeg ud fra et møde, og syntes at alle andre havde gang i noget meget mere spændende, end jeg selv. At de kunne overkomme vildt meget. Men det var kun en følelse, fordi jeg gerne vil ”det hele” alt det som lyder spændende. Så når jeg hørte på 8 kollegaer, så var det hele summen jeg forholdt mig til. I virkeligheden, var vi lige produktive og arbejdsomme, men havde bare gang i forskellige projekter, ideer og opgaver.

Glæd dig over dine resultater

Så måske du også kan have glæde af at holde fast i det, som du sætter i værk og har som mål. Og glæd dig over dine resultater. Du når sikkert også en masse gode ting, som de andre kollegaer skeler til. Jeg ved at folk syntes, jeg også havde gang i mange spændende ting – og det var jo også noget med at skele til naboen.

Den følelse af at blive overvældet og overstimuleret af indtryk, for så at suge dem ind, vil jeg gerne til livs. Og have fokus på det, som er på min egen banehalvdel. Det er jo der, jeg kan agere, tage beslutninger og gøre noget. Vi kan ikke, hvor end vi gerne vil, gøre det som alle andre gør – hverken i karrieren eller i privatlivet.

Vi bliver nød til at vælge ud og prioritere og have et fokus og måske et fokusord er svaret. Det leder til min indledning og ønsker for et godt nyt år og nyt årti. Spring ud og gør det, du har fokus på.

Hvad skal dit ord være i 2020, som du vil have med dig som en ledestjerne i dit arbejdsliv og dit privatliv? Og er der måske brug for flere fokusord på forskellige felter? Skriv gerne et ord eller to i kommentarfeltet!

Rigtig godt nytår til jer alle

Mange hilsener Dorthe Rozalia Horup

Unimind_Karrierekonsulent_Dorthe_Horup-1
Holder seminaroplæg, foredrag, workshops og 1-til-1 sessioner

Skriv et svar

Luk menu