Erhvervspraktik i folkeskolen – curling, koste eller barnet på banen?

Erhvervspraktik i folkeskolen – curling, koste eller barnet på banen?

Erhvervspraktik i skolen. – Det første spæde organiserede spadestik til erfaring og indsigt på arbejdsmarkedet. Har du børn i skolealderen eller har du interesse for udskoling, karriere og forberedelse til arbejdslivet?

For at være ærlig så havde jeg ikke lige tænkt, jeg allerede i 4. blogindlæg skulle skrive om børn, skole og udskoling. Men så blev jeg jo inspireret på Linked in af gode folk, og har siden gået og funderet lidt uden at komme med min fede kommentar til opslaget. Her er temaet gengivet frit og måske lidt karikeret – tilgiv mig kære netværk.

Erhvervspraktik vejen til selvstændig kontakt – Knud har en pointe

En kollega på linked in – jeg kalder ham Knud, skrev et indlæg om sin søn på 14, der nu skulle i praktik. Jeg kastede et interesseret blik på det, for jeg står tilfældigvis også med et barn på 14 i 8. klasse, der nu skal i praktik. Pointen i opslaget var egentlig bare at Knud opfordrer til, at børnene selv kommer på banen, tager kontakt, henvender sig og finder et praktiksted. Det skal ikke være forældrene, der finder og fikser et sted.

Begrundelsen er at træne den indre muskel af selvstændighed og handlekraft i forhold til at skabe relationer. Alle der arbejder med karriererådgivning og jobsøgning ved jo godt at en af de helt store udfordringer i jobsøgning, er at tage kontakt og tale med en arbejdsgiver uopfordret.

Jeg forstod i hvert fald pointen fra Knud. En anden svarede så – lad os kalde hende Gertrud, at hun selv havde fået stor hjælp af sin mor til at bane vejen direkte til en spændende erhvervspraktik på en spændende arbejdsplads.

Støtte fra Mor – Getrud har også en pointe

Gertrud 14 år skulle bare kontakte stedet, men pladsen var fikset af mor i (karriere)job pågældende sted. Og Gertrud havde selvfølgelig en erindring om, at det var en fantastisk spændende uge, og at hun havde fået meget mere ud af den, end de kammerater der var landet i en børnehave.

Lige der ville jeg gerne give Gertrud ret – jeg kunne da godt forstå, hun i sit tilbageblik var evigt taknemmelig for mors kost på banen. Og jeg tænkte er det forkert at bruge sin position, og at man er privilegeret i forhold til andre? Er det godt eller skidt for den lille 14-årige?

Lad kosten ligge

Men jeg kunne også følge Knuds pointe. Lad nu børnene få den første reelle erfaring med selv at komme på banen uden fejende forældre i baggrunden. Lad dem selv maile og ikke få et svar eller et afslag. Lad dem helt selv få den erfaring, at gå til arbejdsgiver og sige ”Hej – jeg hedder Laila og skal i praktik i uge 40” – og få den triumf når det lykkes.

Coach-far og curling-mor – fra min verden

Det lyder af småting. Ja, det gør. Alligevel da min datter på 14 en morgen helt selv gik op til en arbejdsgiver i området og præsenterede sig, var jeg godt nok glad. Hun er ikke et af de børn, der råber højest eller fylder mest.

Farmand (coachende tilgang) havde inden da øvet, hvad hun kunne sige. Jeg (curlingmor)  tilbød at gå med og vente udenfor, men mit selvstændige barn takkede heldigvis nej. Det helt store var, at hun kom hjem 10 minutter efter helt afslappet med et positivt svar – ja mor de har plads til mig.

Og så må jeg sige – jeg har ikke udnyttet mit store netværk eller kontakter. Jeg har heller ikke skubbet på eller forsøgt at coache i forhold til at få en ”højprofileret” erhvervspraktik på hendes ønskeseddel. Jeg kom med et par forslag i en lille brainstorm, resten har været op til min 14-årige selv.

Værdifuld træning i at turde selv – der rækker ind i voksenlivet

Jeg tror, jeg lige nu hælder til Knuds pointe i opslaget. Lad nu de 14-årige for første gang i deres liv, selv vælge, selv tage kontakt, støt dem når de skal maile eller ringe eller gå forbi arbejdsgiver. Men træn dem i selv at bryde isen.

Det at kontakte selv er så værdifuld en erfaring tidligt i livet, der gør at man uanset baggrund og karrieremæssige sølvskeer i bagagen selv kan tage kontakt senere, tør få et afslag og kan komme videre. Det får man brug for i sit voksenliv.

“De tidlige erfaringer i barndommen kan sætte enorme aftryk og fortællinger omkring, hvad man kan og ikke kan i voksenlivet. “

Jeg ønsker mest af alt, at min datters fortælling om sig selv, bliver at hun tør og kan tage kontakt uopfordret. Og at det ikke er farligt uanset om, hun får et ja eller et nej. Både at få ja´er og nej´er er en naturlig del af livet.

Lad børnene selv komme på banen!

Jeg har intet imod forældre hjælper og benytter deres kontakter.  Men jeg tænker det i forhold til, hvad barnet får af læring og bliver afskåret fra at lære, når man curler allerede i 8. klasse og fejer banen hen til arbejdsgiver, fritidsjob eller praktik. Men vi ved selvfølgelig bedst selv, hvor vores barn ligger og hvor de skal støttes. Min opfordring er bare – læg nu kosten lidt væk her i 8. og 9. klasse.

Og mon ikke både praktik i børnehave, i en butik, hos en frisør eller hos en gartner kan blive til en god oplevelse og giver anledning til lidt snak ved spisebordet? Apropos spisebordet – måske der vanker en kage eller to, når min datter har været i praktik!

uddannelsesguiden ligger mere information om erhvervspraktik i de ældste klasser.

Mange hilsener fra Dorthe Rozalia Horup

Skriv et svar

Luk menu