Er det tid til MUS med din leder? Er du forberedt?

Er det tid til MUS med din leder? Er du forberedt?

Her er nogle gode råd og spørgmål til MUS, inden du taler med din leder! Er du leder så læs også med.

MUS – det er ikke noget med rotter, kæledyr eller levende væsener. Det betyder bare Medarbejderudviklingssamtale. Prøv at smage på ordet. Der er flere andre varianter over dette ordspil – LUS, GRUS og…

Her vil jeg tage MUS op, fordi det er noget den enkelte medarbejder selv står for, og det kan være en underlig diffus samtale. Tænk over de følgende spørgsmål, som måske kan inspirere dig.

Hvad er egentlig meningen med en MUS, som skal foregå cirka en gang om året, hvis man følger de offentlige anvisninger? Hvordan går du som leder til opgaven med at holde MUS? En lille forstyrrende tidsrøver eller en seriøs samtale?

Er det for alle parter blot noget som skal overståes og som ingen har særlige forventninger til eller ambitioner omkring? Er det bare en god lejlighed til endelig under 4 øjne at få en snak mellem leder og medarbejder om, hvordan det egentlig går med arbejdsbeskrivelsen, opgaverne, projekterne eller hvad der nu rører sig hos den enkelte medarbejder.

Dig som leder – er du klædt på til samtalen?

Er du som leder klædt på til at håndtere og støtte dine medarbejdere i at udvikle sig? OG hvordan udvikle sig? Er det fagligt så arbejdet bare går endnu nemmere og eventuelle manglende kompetencer bliver opgraderet på et kursus? Eller er det også et spørgsmål om den personlige udvikling? Tænker du over motivation, arbejdslyst og godt arbejdsmiljø? Alle 3 ting kan nemlig påvirkes af, hvordan dine medarbejdere udvikler sig.

Eller den langsigtede faglige udvikling, så man som medarbejder, sørger for at fastholde sin værdi på arbejdsmarkedet og kan finde et nyt job, hvis det skulle blive aktuelt?

I den ideelle verden skulle man som leder og medarbejder løbende være i kontakt og dialog om, hvad der er af behov – både de personlige langsigtede og de faglige, som kan opstå her og nu. Ideelt er der også en løbende kontakt og sparring omkring nuværende funktion, arbejdsopgaver, belastning, tidsforbrug og arbejdsmiljø.

Men i en travl og hektisk hverdag på job, er der sjældent så meget tid til løbende 1-til-1 dialog med medarbejderen i centrum. Så er det måske meget godt, der i hvert fald er taletid en gang om året.

Et par gode råd til dig som medarbejder

Find ud af hvad du egentlig har behov for. Hvad er vigtigt du får talt med din leder om? Hvad kan du tænke dig mere af eller mindre af i forhold til dine opgaver og rammer? Er der en retning, du ønsker at forfølge? Den kan måske suppleres med kurser, uddannelse, mentorskab eller en coach, der kan støtte dig i processen. Hvor ser du dig selv om 2 – 5 år i forhold til opgaver, branche, arbejdsplads og udvikling?

Inden du går til samtalen er det godt at være forberedt og have nogle ønsker klar til kurser eller uddannelse. I det offentlige system vil jeg nævne, at der er gode muligheder for at søge midler gennem statens kompetencefond. Financiering er selvfølgelig vigtigt i forhold til videreuddannelse.

Her er det også smart at tænke over, om du vil gå efter interne kurser, korte kurser eller længere ECTS-kurser. Og hvor meget tid kan du selv lægge, hvis du skal i gang med en diplom- eller masteruddannelse?

Glad og lettet efter veloverstået kursus og eksamen som coach

Arbejdslyst og motivation hænger tæt sammen

Jeg har gennem årene selv sørget for løbende at holde øje med ting, jeg syntes var fagligt relevante. Enten ønskede jeg ny viden, fordi et nyt område kom på dagsordenen eller jeg tog uddannelse direkte relateret til min jobfunktion – eksempelvis en vejlederuddannelse og en lederuddannelse. En leder kan have svært ved at spotte, hvad du har lyst til eller brug for, så derfor er det langt bedre du selv har ønsker klar til samtalen.

Dette indlæg var til dig som medarbejder med en opfordring om at tage styring og ejerskab på, hvad der skal ske med dig personligt og fagligt. Til dig der er leder – arbejdslyst og motivation kan godt hænge sammen med udvikling og planer på sigt, så man føler man investerer og jobsikrer sig selv gennem kompetencer og ny inspiration. Hav en god MUS derude alle sammen.

Mange hilsener fra Dorthe Rozalia Horup

Unimind_Karrierekonsulent_Dorthe_Horup-1
karrierecoach og fan af medarbejderudvikling
Luk menu