Corona – kan vi finde noget godt i det?

Corona – kan vi finde noget godt i det?

Corona har ramt os og fylder verden med frygt og uvished. Ingen tvivl om det. Men kan vi lære noget af alt dette? Kan vi som samfund og verden lære noget? Kan vi som familier og individer lære noget af denne svære periode, som vil gå over i historiebøgerne?

Herfra mit ydmyge udsigtspunkt i min lille familie, og i den lille by jeg bor i, så kan jeg godt få øje på ting, som kan give nye indsigter. Og måske endda lære os noget positivt på sigt om livet og hinanden, og den måde vi lever på og har levet. Hvad værdsætter vi, når vi er på den anden side af alt dette?

Skolen kalder i en corona tid – men nu på nettet

Jeg kan starte med den her nye hverdag, der har ramt os på hjemmefronten, og som alle familier med børn mærker. Der er ingen skole! Vores 2 piger på 12 og 15 syntes vidst umiddelbart, at det var spændende at skolerne skulle lukke, da vi så første pressemøde. Men meget kort efter sagde den mindste ”Jeg kommer til at savne mine venner”.

Og nu hvor vi er forbi de første 2 dage med lukning, så er der ingen tvivl om at pigerne savner skolen, lærerne, kammeraterne og det at være ude blandt andre. Så jeg er sikker på at deres forhold til skolen, hverdagen og den dagligdag vi har haft er forandret for altid. De vil komme til at værdsætte det hele på en ny måde – og det vil vi voksne også, når det hele starter op igen.

For det er et IGEN. Der kommer en ny hverdag igen – på et tidspunkt, med pligter, rutiner, hamsterhjul, aktiviteter og løben rundt. Lige nu er vi bare i en uvirkelig tidslomme, hvor vi ikke er styret af et ur hele tiden. I hvert fald ikke alle os, som ikke har vitale funktioner i politi- og sundhedsvæsen og andre steder. Deres arbejdsdag er noget helt andet. Måske skal vi der kan, bare nyde at tempoet er sat lidt ned for en stund, at vi er tæt på vores børn lidt mere end vi plejer? Og lidt tættere på vores partner? Vi må godt nu! Altså nyde det lidt.

Tidsfordriv udenfor lektierne

Tak til alle der holder de basale hjul i gang i en corona tid

Nu jeg nævner sundhedsvæsen, politi og alle de andre medarbejdergrupper, der sørger for hjulene stadig kører rundt, så vil der måske i fremtiden komme en anden respekt for deres indsats og jobfunktioner. Jeg tænker også på alle de medarbejdere, der knokler i vores dagligvarebutikker, skraldemænd der fjerner vores skrald fortsat, skolelærerne der holder vores børn fornuftigt beskæftiget.

Ja jeg kunne blive ved med medarbejdere i den offentlige og private sektor, der sørger for at det basale holdes i gang. Lad os hylde dem alle. Alle de der har den direkte kontakt til borgere, patienter, kunder, elever og mange andre.

Jeg vil samtidig skynde mig at skrive, at jeg sender tanker og sympati til alle, der er ramt på indtjening, nedlukning, og virksomheder der har svært ved at overleve. Det er en helt anden sag og problematikker, der rækker ud over min intention med dette indlæg.

Er det nok at snakke med sine potteplanter?

Hvad kan vi ellers bruge dette til? I det helt nære så bliver det meget tydeligere, hvor vigtigt det er med kontakt og relationer til andre. Både til vores familier, venner, bekendte, folk på arbejdet og dem man ellers støder på og kan snakke med. Jeg kan i hvert fald mærke at mine udadvendte gener, er under voldsomt pres allerede her i starten af den periode med isolation, vi er blevet bedt om at opretholde.

Jeg er et af de mennesker, der lader op og får energi gennem socialt samvær. Desværre er det ikke nok at være sammen med mand og børn. Der skal lidt mere til for at give mig den benzin. Men jeg får nu chancen for at arbejde med mig selv på det punkt og finde ud af, hvad jeg kan gøre for at tackle det.

Måske jeg i den kommende periode vil gribe telefonen lidt oftere og sludre, som i den gamle tidsalder før smartphones indvaderede vores sociale rum. En ting jeg i årevis har sagt til mig selv, jeg burde tage op igen, men ikke fået gjort alvor af.

En snak med potteplanten – er ikke nok

Men nu tvinger corona mig til at komme ud af komfortzonen og snakke med folk på telefonen, hvis jeg vil have noget dialog med andre end mig selv, potteplanterne og dem i husstanden. Og den vane vil jeg vældig gerne holde fast i på den anden side af corona pausen.

Jeg har mistet kontakten med folk de senere år og mistænker at for lidt dialog svækker relationerne. Det er ikke godt nok med opdateringer på FB og en sms i ny og næ. Det at ses, mødes og tale sammen er limen i relationer.

Naturen og kaffe på café

Noget af det allersidste jeg nåede inden det hele lukkede ned, var at drikke kaffe på en café med en kær veninde, og vi fik virkelig snakket, grinet og vendt situationen. Nu efterfølgende går det op for mig, hvor værdifulde sådanne små møder er, og som jeg har prioriteret for lidt og nærmest glemt gav mig energi. Jeg glemmer aldrig den kop kaffe og den fredag eftermiddag, fordi ugen efter vendte op og ned på livet.

Jeg kan også nævne at betydningen af frisk luft og det at komme ud i naturen har fået endnu en stjerne ekstra hos mig. Jo jeg elsker at være ude – og gerne i haven. Men nu bliver det endnu mere tydeligt, hvor vigtigt det er at komme ud og bevæge sig, og blive tanket op med energi i naturen. Så lige nu planlægger vi en vandretur i påsken og overnatning i telt, hvis vejret er ok og tørt.

Til dig – hvad nu?

Du kan spørge dig selv – hvad lærer du og din familie i den her tid? Hvilke værdier betyder noget? Hvad vil du fortsat holde fast i, som du er begyndt at gøre? Hvad værdsætter du i dit liv? Hvad savner du i den her nye situation?

Jeg vil de kommende uger forsøge at skrive blogindlæg, der på en eller anden måde relaterer sig til den her ekstreme og anderledes situation, vi er blevet en del af alle sammen – og indlæg som kan inspirere dig på forskellige måder.

Mange corona frie hilsener Dorthe Rozalia Horup

Unimind_Karrierekonsulent_Dorthe_Horup-1
coach & konsulent i arbejdsliv og balance

PS: Jeg håber, du vil dele mine blogindlæg. På forhånd tak. Og meld dig meget gerne på som abonnent så får du en mail direkte i din indbakke, når jeg udgiver. Formular: http://eepurl.com/gw5WF5 eller du ser nederst på denne side en rubrik med tilmelding.

Luk menu