Afslag på drømmestudiet? Hva´ så? Se her hvad du kan stille op

Afslag på drømmestudiet? Hva´ så? Se her hvad du kan stille op

Fik du et afslag denne sommer på studiepladsen, du så inderligt har ønsket dig? Eller kender du èn som fik afslag på studiepladsen, eller som måske ikke fik sin 1. prioritet, men noget længere nede af listen?

Hvad gør man så? Her på falderebet, kommer jeg med nogle gode råd til jer både som afvist ansøger og til jer, der er pårørende og gerne vil hjælpe. Til jer der er pårørende – få virkelig slået ørerne ud og lyt! Den der har fået et afslag, har brug for at kunne snakke højt om frustration, tvivl og nye ideer. Det er i sig selv en hjælp at få talt om tingene og sætte ord på.

Henvend dig til studiestedet

Og først – det er selvfølgelig øv, øv at få afslag og naturligt at være ked af det og ærgerlig. Men når støvet har lagt sig, så er der nogle konkrete ting, du kan gøre med det samme.

For det første er det en god idé straks at orientere sig direkte, der hvor man har ønsket optagelse. Det kan være der ligger information på deres hjemmeside til ansøgere, som fik afslag. Ellers er der en studievejledning lokalt, man kan henvende sig til.

Grunden til det er vigtigt at vende det med uddannelsesstedet, er at de mere præcist kan give dig vigtig og værdifuld viden om, hvorfor du ikke fik en plads. Der kan være mange årsager. Det kan handle om alt fra mange ansøgere, til noget med karakterer, antal studiepladser til rådighed og andet.

Undersøg samtidig om der opstår muligheder for alligevel at komme ind, når andre ansøgere måske takker nej til en studieplads, de har fået tilbudt.

Jeg vil ikke skrive en langhåret blog om det studieadministrative regelsæt, for det kan du få præcis rådgivning om i optagelsesvejledningen. Men dette er blot for at opfordre dig til at tage kontakt og få undersøgt sagen, inden du suser videre til det næste.

Og husk også at besøge Åbent Hus der som regel foregår hele foråret på uddannelsesstederne. (Billedet i toppen af indlægget er fra Åbent Hus på KU, hvor jeg har været med mange år til at informere og snakke med potentielle ansøgere)

Læg en plan og brainstorm frem til næste optagelsesfrist

Så langt så godt. Hvis du står og ikke kan komme i gang her og nu, så er der god grund til at få planlagt, hvad du så bruger din tid på og lægger en plan frem til næste gang, der er optagelsesfrist og studiestart. I den proces er det vigtigt, at søge inspiration og information fra så mange steder som muligt.

Brainstorm og planlæg

Det kan også være at søge information om uddannelser eller studier, der er beslægtet med det, du har ønsket som topprioritet.

I forhold til studieplads på videregående uddannelser er der også mulighed for at søge ind på kvote 2, hvor karaktererne ikke er eneste grundlag for optagelse. Her er det vigtigt, hvad du har lavet ud over dine adgangsgivende eksamener.

Der er mange muligheder for at lave noget meningsfyldt, som giver dig både viden, kompetencer og en god fornemmelse af, hvem du er, hvad du interesserer dig for og hvad du kan. Alt sammen værdifuld viden i forhold til at skulle vælge uddannelse og dermed hvilke døre, der åbner sig efter uddannelsen til forskellige typer jobs og brancher.

De fire gyldne spørgsmål du skal tænke over

I mine mange år som karrierevejleder for studerende på universitetet har de sværeste spørgsmål mange gange været ”hvem er jeg?”, ”hvad kan jeg?”, ”hvad ved jeg?” og ”hvad vil jeg?”

Det lyder som små fjollede lette spørgsmål – men de kræver faktisk tid, erfaring, indsigt og tålmodighed at kunne svare på. Jeg fik disse spørgsmål fra en jobkonsulent, der havde fået dem i HR-branchen. For det er de samme spørgsmål en arbejdsgiver er interesseret i, når man skal ansætte den rette person til en funktion. Det afspejler din motivation og selvindsigt.

De 4 gyldne spørgsmål som kræver omtanke at svare på!

Når I nu begynder at brainstorme, spørge og lytte og finde svar, så prøv at få brugt tiden til aktiviteter, der hjælper dig på vej til at kunne svare på ovenstående. Og her er det jo alletiders at rejse ud, arbejde, lave frivilligt arbejde, tage på kurser, tage på højskole, tjekke andre uddannelser ud eller?

Husk arbejdslivet er langt i dag og jobfunktioner og arbejdsliv vil ændre sig på nye måder de næste mange år. Ingen ved præcist hvordan det ser ud om bare 15 år

Jeg vil ønske jer alt muligt held og lykke med den næste ansøgningsrunde til den uddannelse, du drømmer om. Og med de erfarne briller på – husk at arbejdslivet er langt i dag takket være vores politikere. Der er mange muligheder i et langt arbejdsliv for at tage en ny drejning gennem efteruddannelse eller måske en ny uddannelse.

To-do eksempel ved studieafslag

Efterskrift: Jeg kender flere folk, der har (efter)uddannet sig efter de blev 30 og som er glade for det, de nu laver og arbejder med. Nogen gange er 20´erne en periode, hvor man vokser til og bliver moden. Når man så passerer 30 begynder forskellige brikker endelig at falde på plads – ja baseret på erfaringen de forrige 10 år. Mit eget cv afspejler også disse historier. 

Mange hilsener fra Dorthe Rozalia Horup

Unimind_Karrierekonsulent_Dorthe_Horup-1
Studie- og karrierecoach
Luk menu